Adslev
Adslev er en landsby med et stærkt fællesskab, omgivet af smuk natur og med nem adgang til faciliteter i Hørning.
Adslev er en lille landsby mellem Hørning og Jeksen. Landsbyen ligger næsten omkranset af den 700 hektar store Jeksendals-fredning langs Århus Å og Jeksen bæk. Fredningen rummer en markant tunneldal med stejle, skovklædte sider og engområder i dalbunden langs vandløbene. Der er mange vandrestier i fredningen og i de nyplantede skove øst for Adslev.
Adslev har et stærkt fællesskab, en aktiv beboerforening og mange fælles aktiviteter. Aktiviteterne omfatter fx fællesspisninger, sommerfester, loppemarkeder, fastelavns- og julearrangementer, fredagsøl, vandreture, og ”grønne” tiltag, f.eks. relateret til energi, kvashegn, affaldsindsamlinger, skovrejsning og trampestier.
Landsbyen og det nære opland har ca. 200 indbyggere, - herunder mange børnefamilier. Nærmeste skole og indkøb er i Hørning, ca. 3 km fra Adslev. Der er skolebus og god cykelvej til Hørning.